FAQ

På denne side kan du finde svar på en række spørgsmål, som Specialfunktionen Job og Handicap ofte modtager om Personlig assistance i erhverv. Klik på overskriften og find svaret.

FAQ

  • Dokumentationskrav - refusion?

    I forbindelse med anmodning om refusion for udført personlig assistance skal der indsendes lønsedler for den personlige assistent som dokumentation for udbetaling af løn i forbindelse med udført personlig assistance.

    Hvis assistenten er arbejdsgiver, og det af den grund ikke er muligt at vedlægge lønsedler, udbetales tilskuddet på baggrund af oplysninger om antal assistance-arbejdstimer, som afgives på tro og love.

  • Efterløn - har personlig assistance indflydelse på retten til efterløn eller dagpenge ved ledighed?

    A-kassen vurderer, hver gang en person bliver ledig, om vedkommende står til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed er berettiget til dagpenge (eller efterløn).

    Det sker, at personer der har arbejdet - også i årevis - med personlig assistance, i forbindelse med ledighed, oplever sig rådighedsvurderet negativt og derfor ikke kan få dagpenge. Det er sjældent, det sker. Men det sker.

    Afskedigelse af personer med handicap (personlig assistance-modtagere), alene på baggrund af nedskæringer i arbejdsstyrken, bør ikke give anledning til negativ rådighedsvurdering. En betingelse for bevilling af personlig assistance er jo netop, at personen selv kan udføre det fagligt indholdsmæssige. At have bestridt et ordinært job bør kunne betragtes som bevis for, at personen står til rådighed.

    Det skal understreges, at der altid er tale om en individuel vurdering.

    Af vejledningen: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=31115 fremgår bl.a.:

    Helbred mv.

    Et medlems sygdom eller handicap betyder ikke automatisk, at medlemmet ikke står til rådighed. Der skal blot være arbejde, som medlemmet har vilje, evne og kræfter til at klare. Se i øvrigt vejledningen til §§ 11 og 24.

    Til § 11, stk. 2

    Hvis et medlem ikke står til rådighed igennem en længere periode, kan a-kassen træffe afgørelse om, at medlemmet skal opfylde et arbejdskrav, jf. § 29. Der kan være tale om meget lang tids sygdom, eller at medlemmet ikke har ønsket at stå til rådighed, fx fordi medlemmet gentagne gange har holdt ferie ud over ferielovens rammer.

    Hvis et medlems sygdom må anses for at være varig og for at have medført en indskrænkning i medlemmets erhvervsevne, kan medlemmet som udgangspunkt ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. I sådanne tilfælde kan medlemmet ikke få dagpenge, før medlemmet har opfyldt et arbejdskrav. Se vejledningen til § 24.

    § 24, stk.1

    Indskrænkning i erhvervsevnen på grund af sygdom eller handicap udelukker ikke, at medlemmet kan anses for at stå til rådighed:

    – Hvis der er arbejdsområder, som a-kassen vurderer, at medlemmet kan varetage

    (erhvervsevne)

    – Hvis en lægeerklæring udtaler, at medlemmet har en arbejdsevne, selvom der er konkrete indskrænkninger i erhvervsevnen.

    – Hvis medlemmet i øvrigt har vilje til at overtage arbejde, hvilket bl.a. kan dokumenteres i form af arbejdssøgning

    Om der er arbejdsområder, som medlemmet kan varetage, kan evt. undersøges ved jobcenteret eller faglige organisationer. Følgende forhold kan indgå i vurderingen af rådigheden:

    – Tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet både før og efter sygdommen/handicappet. Herved skal der lægges vægt på årsagen til eventuelle arbejdsophør

    – Om medlemmet har været tilbudt arbejdsprøvning, og i så fald hvordan den er forløbet

    – Hvad medlemmet ifølge sit CV står til rådighed for

    – Hvor ofte og i hvor lange perioder, medlemmet har været sygemeldt

    – Om sygemeldingerne falder sammen med tilbud

    – Om medlemmet er blevet formidlet job eller tilbud, og om medlemmet har gennemført disse tilbud

    – Om medlemmet har raskmeldt sig i a-kassen i forbindelse med ophør af sygedagpenge

  • Personlig assistance til kørsel i arbejdstiden?

    Personer, hvis arbejdsopgaver indebærer transport i form af bilkørsel, men som på grund af en funktionsnedsættelse ikke er i stand til at føre bilen (ikke kan erhverve kørekort), har mulighed for at søge personlig assistance i form af chaufførbistand.

    Der ydes refusion for køretiden, men ikke evt. ventetid!

    Chaufførbistand som personlig assistance kan ikke rekvireres via taxa.

  • Personlig assistent og fleksjob - hvordan ser regnestykket ud, når en virksomhed ansætter en personlig assistent i fleksjob, og personen rent faktisk arbejder flere timer, end han/hun fungerer som assistent OG er ansat på fuld tid?

    Eksempel:

    Jens Peter er bevilget 14 timers assistance til tunge løft. Virksomheden ansætter Sofie som personlig assistent. Sofie er bevilget fleksjob på grund af kognitive vanskeligheder, og ansættelsen lyder på fuld tid = 37 timer. Fleksjobbet er oprettet med en samlet arbejdstid på 16 t pr. uge og med 2/3 refusion. De 14 t pr. uge fungerer fleksjobberen Sofie som personlig assistent. Grundlønnen – begyndelseslønnen – inden for området er 121,07 kr pr time. Arbejdsgiver vælger at aflønne med 150 kr. pr. time.

     

    Arbejdsgiver betaler                           150,00    kr/t.

    Grundlønnen som refunderes efter   121,07   kr/t.

    Fleksjobrefusion (121, 07 x 2/3)           80,713 kr/t.

    Den reelle lønudgift (150-80,713)         69,29   kr/t.

    – og de 69,29 kr. pr. time er altså den (resterende) løntilskudssats,

    (< studentertimelønsatsen), og det er timebeløbet, der i dette tilfælde kan refunderes.

     

    Her er regnestykket:

    1. Arbejdsgiveren skal lægge ud: 150,- (pr. time) x 37 x 52 (år) : 12 (md.) =  

        24050,- pr måned

     

    2. Fleksjobtilskud: 80,713 (pr time) x 37 (uge) x 52 (år) : 12 (md.) = 12.939,- pr

        måned

     

    3. Arbejdsgiverandel – fleksjobansættelsen: 11.111,- pr. måned

     

    4. Løntilskud personlig assistance for 14 timer pr. uge: 69,29 (pr time) x 14

        (uge) x 52 (år) : 12 (md.) = 4.203,-

     

    Arbejdsgivers månedlige udgift efter p.ass. løntilskud er: kr. 6.908,-

  • Refusion - hvilke udgifter kan indgå i refusion af personlig assistance?

     

    Generelt er reglerne, at samtlige de udgifter, som en arbejdsgiver via overenskomst eller lovgivning er forpligtet til at yde i forbindelse med den personlige assistents ansættelse, er refusionsberettiget.

     

    Refusionen tager udgangspunkt i den bevilgede lønsats og i timetal(ansættelsesbrøken) som personlig assistent.

    Eksempel:

    • Kaj, der er tagdækker, er bevilget tilskud til personlig assistance –

    studentertimelønsatsen – i 10 timer pr. uge

    • Den personlige assistent er Søren, der er kollega og aflønnes efter overenskomsten som tagdækker. Søren er ansat på fuld tid

    • Pensionsprocenten er 12, hvoraf arbejdsgiverandelen er 8%

    • Personlig assistance-løntilskuddet i et kvartal er kr. 14.900,-

    • Lovpligtig arbejdsgiverforsikring koster 4.500,-kr pr. kvartal

    Refusionsberettiget pensionsandel er: 8% af 14.900,- kr.

    Den refusionsberettigede andel af forsikringen er: 4.500,-kr x 10/37.

     

    Lovgrundlag:

    KompensationsLovBekendtgørelsen (LBK nr. 727 af 07/07/2009):

     

    § 11. Arbejdsformidlingen refunderer virksomheden de lønandele, som tilskuddet omfatter. Direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler herom.

    Og Bekendtgørelse om kompensation (BEK nr. 730 af 08/07/2009):

     

    § 23. Ud over tilskud til løn kan tilskud ydes til feriegodtgørelse, ferietillæg samt til sygedagpenge, der ikke refunderes af anden offentlig myndighed, ATP, AER, pensions-bidrag, 1. og 2. ledighedsdag, den generelle arbejdsmiljøafgift, eventuelle bidrag fra virksomheden til Arbejdsmarkedets Uddannelses Finansiering (AUF) efter særskilt lov, særlige lovpligtige forsikringsordninger m.v.

    Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte tilskud kan ikke ydes til udgift til vikarbureau.

    Der er således ikke tale om en udtømmende liste.

  • Skat af refusion - skal virksomheden svare skat af refusion?

    Ja, refusion i forbindelse med personlig assistance skal angives som en del af overskuddet i virksomheden. Lønudgiften til assistenten angives som udgift i virksomheden.

  • Søn- og helligdagstillæg til personlig assistent?

    Tillæg til aften/ nat/ week-end/ helligdage mv., som er omfattet af overenskomst (og som arbejdsgiver ikke kan undlade at betale), kan indgå i refusionsopgørelsen.

  • To job - kan der bevilges personlig assistance til begge job?

    I forbindelse med ansøgning om personlig assistance til hovederhverv + bierhverv, er det afgørende ikke, om der er tale om 2 ansættelser, men om omfanget af de 2 ansættelser.

    2 deltidsjobs, der tilsammen udgør et fuldtidsjob (eller mindre), sidestilles med én ansættelse.

    Har personen 2 jobs på hver 25 timer kan der bevilges personlig assistance til begge jobs, men kun sammenlagt i forhold til 37 timers arbejde ugentligt.

  • Udbetaling af tilskuddet til personlig assistance kvartalsvis?

    Det står i "Bekendtgørelse om kompensation til personer med handicap i erhverv m.v."
    §25 Tilskud til løn og refusion af rejseudgifter udbetales senest efter udløbet af hvert kvartal på baggrund af regnskab over de dokumenterede udgifter til assistenten.
    § 27. Anmodning om udbetaling skal sendes til jobcenteret senest efter udløbet af hvert kvartal. Jobcenteret udbetaler tilskuddet eller refunderer rejseudgifterne inden 14 dage efter, at jobcenteret har modtaget anmodningen.

     

     

  • Varig og betydelig?

    En funktionsnedsættelse betragtes i relation til Kompensationsloven som varig, når

    den ikke forventes helbredt eller bedret inden for en overskuelig tidshorisont.

    Dvs. ”ikke er af midlertidig eller forbigående karakter” - fremgår af bemærkninger til lovforslaget i 2007 - eller ”langvarig”(handicapkonventionen) i den forstand, at der er usikkerhed om prognosen og udtrykt risiko for permanente følger. Såfremt der er usikkerhed om, hvorvidt der på sigt kan ske bedring, opfordres til hyppig opfølgning.

    En funktionsnedsættelse er i relation til Kompensationsloven betydelig, når den medfører barrierer for opgavevaretagelsen i jobbet, hvor personen i øvrigt er i stand til at udføre de fagligt indholdsmæssige arbejdsopgaver.

Tilmeld til nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og læs de seneste nyheder omkring job og handicap.

Hotline

Få svar på konkrete tvivlsspørgsmål og problemstillinger vedrørende lovgivning på området job & handicap.


Mandag - fredag: kl. 09.00 - 12.00
Torsdag også fra: kl. 13.00 - 15.00

Ring på 72 22 38 50

SJH's hotline er lukket d. 18.05.2012

Du er velkommen til at sende en mail, som vi vil besvare hurtigst muligt den efterfølgende arbejdsdag.
close